Regn samfundet ud !

Vil du gerne kunne påvise, modellere og forstå nationale og globale tendenser og udviklingsmønstre?

  • Hvis du spidser ører og lytter interesseret, når talen på tv falder på global energi- og forsyningskrise - eller konsekvenserne af inflationen for Danmark og resten af verden… 
  • Hvis du gerne vil forstå, hvordan økonomien hænger sammen og kunne lave dynamiske matematiske modeller herover… 
  • Hvis du gerne vil bagom meningsmålingerne og vurdere deres statistiske pålidelighed… 
  • Hvis du gerne vil kunne indsamle og bearbejde data samt knække tallenes hemmeligheder matematisk… 

Alt i alt: hvis du synes at samfundsfag og matematik begge er spændende og relevante fag - så er studieretningen med SA/MA lige dig.

Denne studieretning er en samfundsfaglig studieretning med særlig fokus på samarbejdet med matematik - og dermed særlig fokus på de økonomiske, statistiske og politiske aspekter ved samfundsfag. 

Dette betyder også, at i denne studieretning er matematik helt central i samspillet mellem de to fag, idet du i matematik bl.a. lærer at kunne belyse og dokumentere centrale sammenhænge og tendenser.

De to fag samarbejder undervejs i din gymnasietid, men selvfølgelig vil der også være en stor portion almindelig samfundsfags- og matematikundervisning.

I samfundsfag vil du møde hovedområderne: sociologi, politik, økonomi og international politik, ligesom du i matematik vil stifte bekendtskab med kernefaglige mål som sandsynlighedsregning, vektorfunktioner, differentialligninger m.m.

I løbet af de tre år vil du få evnerne til at kunne analysere og forstå samspillet mellem kulturelle, politiske og økonomiske forhold samtidig med at du vil opnå matematiske færdigheder på højeste gymnasiale niveau.

Studietursdestinationer

Studieturen i 2. g vil ofte have fokus på at undersøge politiske, økonomiske og kulturelle samfundsmæssige forhold ved destinationslandet. Ofte vil samfundsfag deltage i rejsen i kombination med et andet fag, fx matematik.

Tidligere års destinationer i denne studieretning har for eksempel været Barcelona, hvor fagene samfundsfag og matematik deltog. Her var fokus på Cataloniens eventuelle selvstændighed fra Spanien, Cataloniens og Spaniens kultur, politiske system og økonomi, samt Danmarks økonomiske, politiske og kulturelle relationer til Spanien. I matematik skulle Gaudi´s Sagrada Familia undersøges og der skulle regnes på parabler.

En anden studietursdestination er Bruxelles, hvor rejsefagene for eksempel kan være samfundsfag og historie. Her kan EU’s institutioner, NATO, Dansk Industri og mange andre interesseorganisationer besøges - ligesom historiens vingesus kan mærkes f. eks. hvis mindesmærket for kampen ved Waterloo besøges.

Eksterne samarbejder

Studieretningen lægger naturligt op til samarbejder med eksterne partnere, da samfundsfag grundlæggende arbejder med aktuelle og virkelige problemstillinger.

Samarbejderne med de eksterne partnere kan foregå både på Rødkilde ved gæsteforedrag, lokalt i Vejle ligesom der kan være ekskursioner.

I lokalområdet samarbejder vi blandt andet med Vejle Kommune, hvor der ofte er mulighed for at komme på besøg på kommunen og/eller få besøg af en eller flere politikere på skolen.

Ofte tager de samfundsfaglige klasser på ekskursion til København i 3.g, hvor relevante aktører vil blive besøgt. På denne ekskursion kan der være besøg i Folketinget, møde med politikere, besøg i Nationalbanken, ved de store landsdækkende medier og ved interesseorganisationer som fx CEPOS, AE-rådet o. lign.

I løbet af de tre år vil du også møde oplægsholdere, der kommer til Rødkilde (fysisk eller virtuelt) for at holde foredrag for enkelte eller alle samfundsfaglige klasser - det kan for denne studieretnings vedkommende f. eks. være repræsentanter fra tænketanke, interesseorganisationer, politiske partier og de videregående uddannelser, fx Syddansk Universitet eller Aarhus Universitet.

Hvad kan du blive

Studieretningen åbner dørene til både korte, mellemlange og lange videregående uddannelser. Når du har gennemført studieretningen får du adgang til over 140 forskellige uddannelser. Du kan fx blive matematiker, datalog, energiteknolog, journalist, økonom, jurist, arkitekt, statskundskaber, diplomingeniør, financial controller, erhvervsjurist, kommunikations-rådgiver og meget, meget andet.


Studieretningens opbygning

Herunder kan du se hvordan studieretningen er opbygget og fordelt på de 3 år. Klik på det enkelte fag og læs mere.

1.G
2.G
3.G
**) Hvis du som 2. fremmedsprog A har valgt fransk eller spansk, kan du ikke vælge her
*) Hvis du som valgfag C har valgt latin, har du her et frit B-valg
Naturvidenskabeligt valgfag B*)
Valgfag C
Kunstnerisk fag C
2. fremmedsprog
Valgfag C el. 2. fremmedsprog A**)