Klassisk og moderne sprog
Denne studieretning er for dig, der er vild med sprog og grammatik. Du er interesseret i sprogs opbygning og ønsker at forstå sammenhængen mellem latin og de moderne fremmedsprog. Med studieretningsfagene engelsk og spansk bliver du i stand til at kommunikere med over halvdelen af verden på deres modersmål – fra Storbritannien til Spanien og fra USA til Chile. Latin vil give dig en sproglig bevidsthed, der vil styrke både din mundtlige og din skriftlige kommunikation i de andre sprogfag. Med tre sprog vil du i høj grad opleve, at du kan bruge din viden fra ét sprog, når du skal lære nyt i et andet sprogfag.
Sprogfag er dog ikke kun grammatik og kommunikation, men også en måde at opnå viden om kultur, samfund og historie i de forskellige lande. I latin lærer du om romersk kultur og historie har påvirket de europæiske lande både sprogligt og kulturelt. I engelsk og spansk arbejder vi med emner som familiemønstre, den amerikanske drøm og bandekultur.
Hvis du ikke kan få nok sprog, tilbyder Rødkilde supplerende undervisning i engelsk eller spansk. Her vil du kunne tage en international anerkendt eksamen og opnå et Cambridge-certifikat eller et DELE-certifikat. Du kan bruge certifikatet, når du i fremtiden skal søge studieophold eller job i udlandet.
Studietursdestinationer
I løbet af din gymnasietid vil du blive tilbudt flere kortere eller længere studieture til udlandet. Et vigtigt formål er, at du skal møde andre kulturer og bruge dit sprog uden for klasselokalet. Studieturen i 2g kan gå til Barcelona, hvor vi besøger vores kontaktskole Escola Virolai. Her får du mulighed for at møde og tale spansk med skolens elever. En anden studietur kan gå til Rom, London eller Berlin, hvor du f.eks. skal lave interviews med de lokale om den multikulturelle storby eller landets traditioner. Du får også muligheden for selv at tage på udveksling og følge dagligdagen hos en elev i Spanien.
Eksterne samarbejder
I denne studieretning vil du møde både en videregående uddannelse som f.eks. Aarhus Universitet samt repræsentanter med fremmedsprogskompetencer fra erhvervslivet, f.eks. oversættervirksomheden World Translation. Du vil også deltage i forskellige sprogkonkurrencer.
Hvad kan du blive
Studieretningen åbner dørene til en lang række uddannelser, hvor sprog og kommunikation er i centrum. Du kan læse sprog på universitetet bagefter og f.eks. blive tolk, gymnasielærer eller oversætter. Eller du kan læse sprog i kombination med andre fag på en handelshøjskole (f.eks. CBS), hvilket giver adgang til job som kommunikationsmedarbejder i virksomheder, organisationer og ministerier.
Studieretningens opbygning
Herunder kan du se hvordan studieretningen er opbygget og fordelt på de 3 år. Klik på det enkelte fag og læs mere.
Engelsk A
Engelsk
Faget
Et godt kendskab til engelsk er vigtigt i nutidens globale samfund. Vi lever, arbejder og uddanner os i tæt kontakt med mennesker, som ikke taler dansk.
Som ”lingua franca”, dvs. et fælles sprog for mennesker med forskellige modersmål, har det engelske sprog derfor stor betydning for os alle og derfor også for dig.
I engelskundervisningen udbygger du dine engelske sprogkundskaber, og du får desuden viden om litteratur og samfundsforhold i de engelsksprogede dele af verden.
Undervisningen
Engelsk på enten A– eller B-niveau er obligatorisk i alle studieretninger i gymnasiet.
På A-niveau får du en grundig træning i mundtlig og skriftlig engelsk i tre år. Du lærer at udtrykke dig præcist om forskellige emner og i forskellige situationer, fx lærer du at argumentere for et bestemt synspunkt på engelsk på en saglig og veldokumenteret måde.
I timerne arbejder vi med en bred vifte af emner. Det kunne være aktuelle emner som identitet, det multikulturelle samfund, teknologi og videnskab. Eller det kunne være et emne med historisk udgangspunkt som imperialisme eller første verdenskrig, hvor der kan perspektiveres til nutiden.
På A-niveau vil du også skulle arbejde med tekster af Shakespeare, hvor fx ”Macbeth” kunne indgå i et emne om magt og ambition.
Hvis du vælger engelsk på B-niveau, får du god træning i mundtlig og skriftlig engelsk i to år. Den skriftlige arbejdsbyrde er lettere end på A-niveau, men du kan stadig opnå et fagligt niveau, så du kan begå dig i et engelsktalende miljø.
Emnerne i engelsk på B-niveau minder om emnerne på A-niveau, men sværhedsgraden er ikke den samme. Bliver du inspireret af at have engelsk på B-niveau, kan der være mulighed for at opgradere til A-niveau i 3.g.
Eksamen
Du kan komme til skriftlig og mundtlig eksamen i engelsk på både A- og B-niveau.
Fælles for de skriftlige eksaminer på A og B-niveau er, at du først skal løse et antal mindre opgaver om grammatik og sprogbrug. Derefter skal du skrive en længere fremstilling, hvor du arbejder med tekstanalyse. Teksterne kan f.eks. være en novelle, en tale eller en artikel.
Til den mundtlige eksamen har du en times forberedelse både på A og B niveau. Du trækker en ukendt tekst, som du skal forberede et oplæg om. Du skal også i din samtale med eksaminator kunne perspektivere til de emner, som du har beskæftiget dig med i dine engelsktimer. På B niveau er eksamensteksterne kortere end på A-niveau.
Eksamen på A-niveau stiller naturligvis større krav end eksamen på B-niveau.
AP
AP - almen sprogforståelse
Faget
AP er en forkortelse for almen sprogforståelse i grundforløbet i løbet af 1. g. AP skal sikre, at elever får et fælles grundlag for deres sproglige arbejde samt en introduktion til det endelige valg af studieretning. AP er ligeledes et tværfagligt samarbejde mellem dansk, engelsk, latin og 2. fremmedsprog f.eks. tysk, fransk, spansk og italiensk.
Formålet med AP er at styrke eleverne forståelse for sprogenes teori og praksis samt selve samspillet mellem sprogene. Eleverne arbejder med grundlæggende grammatik og sætningsanalyse og får et kendskab til, hvordan sprogene er bygget op, og hvorfor de er i familie med hinanden.
Undervisningen
Undervisningen i AP foregår ud fra i-Bogen Ind i sproget. Denne elektroniske bog behandler alle de grammatiske begreber og terminologier ud fra det danske sprog med mange henvisninger til moderne fremmedsprog. Latin står som europæisk modersprog med slægtskab til de romanske sprog, sproghistorie og den romerske kultur.
Den fælles grundbog Ind i sproget giver eleverne en fælles platform at arbejde ud fra. Et videre perspektiv er at give eleverne en større sproglig bevidsthed og at øge deres kompetencer i mundtlig og skriftlig dansk.
Eksamen
Eleverne prøves i en indledende screening i grammatik, senere en midtvejstest for at afprøve de grammatiske færdigheder og til sidst i forløbet kommer den afsluttende test i det gennemgåede pensum. Alle prøver foregår elektronisk. Der gives en samlet karakter for præstationen.
Spansk A
Spansk
Faget
Spansk er det tredjestørste sprog i verden og det sprog, der tales som officielt sprog i flest lande på verdensplan.
Når du vælger spansk, vil du derfor få et indblik i både spansk- og latinamerikansk historie, kultur og samfundsforhold, og du vil lære et sprog, som du kan få store muligheder for at benytte i løbet af livet.
Som spanskelev lærer du at begå dig på spansk, både skriftligt og mundtligt. Faget er med til at udvide din horisont og give dig indsigt i, hvordan man lever i Spanien og det spansktalende Latinamerika. Du stifter således bekendtskab med en verden, der ligger meget langt væk fra Europa og den hverdag, du kender fra Danmark.
På Rødkilde Gymnasium kan du vælge spansk som dit 2. fremmedsprog på begyndersprog, hvilket betyder, at alle starter fra samme udgangspunkt. Spansk udbydes på A-niveau, hvilket betyder, at du har faget gennem hele gymnasietiden.
Hvis du er særligt interesseret i sprog, kan du vælge spansk som et af dine studieretningsfag. Spansk A indgår i følgende studieretninger på Rødkilde Gymnasium:
Engelsk A – Spansk A – Tysk B
Engelsk A – Spansk A – Latin C
Undervisningen
I spanskundervisningen kan du forvente at komme til at tale, læse, skrive og forstå spansk på et elementært niveau.
Undervisningen sigter efter, at du i løbet af det første år når igennem en basal opbygning og tilegnelse af sproget. Herefter arbejder vi i løbet af 2.g og 3.g med mange forskellige emner, der knytter sig til den aktuelle spansktalende verden. Det kan være emner som sociale forhold i forskellige spansktalende lande, immigration fra det spansktalende Amerika til USA, bandekrig i Mexico, unges liv i Spanien, den cubanske revolution eller fodboldkulturen i Spanien.
Vi arbejder med spansksprogede tekster og film, og vi hører musik på spansk. Foruden den mere klassiske sprogtilegnelse af grammatik og ordforråd, laver vi mange små kommunikative øvelser i undervisningen, fx opfører vi små skuespil, spiller spil på spansk, synger eller dyster i ordforråd eller oversættelse. At lære et nyt sprog er en spændende udfordring, der også gerne må være sjov!
I efteråret i 3.g plejer vi at tage til Spanien på en kort sprogrejse til enten Madrid, Barcelona eller Malaga. Her får vi afprøvet de sproglige færdigheder i praksis og får indsnuset den spanske kultur og levevis. Desuden arrangerer vi hvert år en frivillig uges udveksling med vores venskabsskole i Barcelona for de særligt spanskinteresserede elever, fortrinsvist elever med spansk i studieretningen
Eksamen
Du afslutter spanskfaget efter 3.g med en mundtlig og/eller skriftlig eksamen.
Ved den mundtlige eksamen har du en time til at forberede en præsentation af en tekst og et billede, du trækker. Der vil være tale om en kortere tekst, som relaterer sig til et af de emner, der opgives til eksamen, og derudover skal du vise, at du kan føre en samtale med eksaminator om et alment emne ud fra billedet.
Den skriftlige eksamen varer fire timer og består af to dele, delprøve 1 og delprøve 2.
Delprøve 1 foregår helt uden hjælpemidler, og der skrives i hånden. I denne del, som du har en time til, testes du i ordforråd, tekstforståelse, grammatisk forståelse og tekstproduktion via forskellige små opgaver. I løbet af spanskundervisningen vil du stifte bekendtskab med de forskellige opgavetyper, så du er godt rustet til eksamen.
Delprøve 2 har du efterfølgende tre timer til, og her har du alle hjælpemidler til rådighed, dog har du ikke adgang til internettet, ligesom du ikke må kommunikere med omverdenen. Her skal du på baggrund af teksten fra delprøve 1 og supplerende materiale skrive en bundet genreopgave á ca. 250 ord om opgaveemnet. Genreopgaven vil være enten en dagbog/en privat blot, et læserbrev/en offentlig blog, et brev/en mail eller en artikel. I undervisningen vil du lære at skrive inden for de fire genrer, ligesom du vil lære at løse de benspænd, der vil være i opgaveformuleringen med krav om brug af bestemte verber og tider.
Fysik C
Fysik
Faget
Fysik er et fag, hvor teoretisk viden bygger på eksperimentelle undersøgelser. Du skal som gymnasieelev have fysik på mindst C-niveau. Du kan derudover vælge at tage faget på et højere niveau.
På Rødkilde Gymnasium indgår fysik på B- eller A-niveau i nogle af de naturvidenskabelige studieretninger. Hvis du ønsker at tage en videregående uddannelse inden for naturvidenskab eller sundhedsvidenskab, kræver det som regel, at du har fysik på mindst B-niveau. Det gælder fx, hvis du vil være læge, tandlæge, dyrlæge eller farmaceut.
I fysik får du brug for matematik, men på C-niveau er det dog kun i meget begrænset omfang.
Undervisningen
I fysikundervisningen varierer aktiviteterne meget.
På C-niveau kan du fx få til opgave at bygge en panfløjte. For at gøre det er du nødt til at lære om lyd og toner og undersøge sammenhængen mellem tonehøjde og rørlængde.
Har du fysik på B-niveau, kan du fx få til opgave at bygge et par vandsko, så du kan gå på vandet. For at gøre det er du nødt til at lære om begrebet ”opdrift” og undersøge, hvilke faktorer opdriften afhænger af.
I fysik på A-niveau kan du fx få til opgave at undersøge, hvad der kræves for at sende en satelit i kredsløb omkring Jorden. Her er man nødt til at bruge noget snedigt apparatur i laboratoriet, hvor vi kan måle sammenhæng mellem kraft og hastighed.
Eksamen
Hvis du skal til eksamen i fysik på C-niveau, er det en mundtlig prøve med 24 minutters forberedelse og 24 minutters eksamination.
Eksamen på B- og A-niveau er en kombineret eksperimentel og teoretisk prøve, hvor eksamensspørgsmålene er kendte på forhånd.
På A-niveau kan du også komme til en skriftlig eksamen på fem timer, hvor du skal regne opgaver.
Mere fysik?
Har du lyst til at lære noget mere, eller bare noget andet, end det, man bliver præsenteret for i den daglige undervisning, så har vi følgende tilbud til dig:
Science Cup
Science Cup er en naturvidenskabelig konkurrence med fokus på innovation og entreprenørskab for alle elever på 2. årgang af hhv. HTX og STX.
Konkurrencen går ud på at finde på løsninger/forbedringer til dagligdagens problemer ved anvendelse af viden fra den naturvidenskabelig fagrække. Hertil kommer der besøg på virksomheder og med kontakt til eksperter med henblik på, at løse netop jeres problem.
Konkurrencen er for Rødkilde Gymnasiums elever fortrinsvis for 2.g-elever på mat-fys-kem-studieretningen, men ved stor interesse kan en studiekreds efter skoletid oprettes. Forløbet starter, ved opbakning i klassen, efter efterårsferien i 2.g og slutter omkring april/maj afhængig af om man kvalificerer sig til nationalfinalen i København.
Man kan læse mere om Science Cup via https://engineerthefuture.dk/science-cup/ eller kontakte MC for flere oplysninger.
Fysik OL
Fysikolympiaden er en dansk og international konkurrence for gymnasieelever i løsning af fysikopgaver, som primært henvender sig til 2. og 3. g'ere med fysik på B eller A niveau. Du kan læse mere om konkurrencen og se tidligere års opgaver og løsninger her.
Efterårslab
Rødkilde Gymnasium støtter de naturvidenskabelige elever der ønsker at få flere erfaringer i laboratoriet og vil udforske flere muligheder. I skolernes efterårsferie åbner SDU-Odense op for at 25 interesserede gymnasieelever landet over kan få adgang til deres laboratorier og lave øvelser, der normalt ikke nås i den almindelige undervisning.
Sommerferie Camps
I skolernes sommerferie åbner flere universiteter op for at 25 interesserede gymnasieelever landet over kan få adgang til deres laboratorier og foredragsholdere, der normalt ikke nås i den almindelige undervisning.
Alle interesserede elever uanset årgang kan søge om at få lov til at deltage, men der er krav om lærerudtalelse. Så kontakt din relevante faglærer hans/hendes positive udtalelse om dig.
Man kan læse mere om de forskellige sommerferie-camps via plakaterne på tavlen foran S31 eller ved kontakt til Sciencekoordinator Christian Rix (CR)
Unge forskere
I forbindelse med 3.g’ernes SRP er der mange naturvidenskabelige elever, som har lavet noget gode projekter. Disse projekter opfordres til at blive indsendt til konkurrencen: ”Unge forskere”, hvor der er mulighed for at vinde rejser og pengepræmier.
Ligeledes støtter Rødkilde Gymnasium op omkring de elever, som har deres egne projekter efter skoletid, som de ønsker at deltage i konkurrencen med.
De formelle krav er, at eleven ikke må være fyldt 21 år ved tilmeldingsfristen. Tilmeldelsesfristen er 1. februar og indsendelsesfristen af rapporten ligger normalt i 10. februar. Pga. dette korte tidsrum mellem tilmeldelse og indsendelse opfordres interesserede elever at starte på projektet allerede før 1. februar.
Du kan læses mere via følgende link. Kontaktlærer: Janni Ohrt (JA).
UNF foredrag
Ungdommens Naturvidenskabelige Forening arrangerer foredrag ca. en gang om ugen i universitetsbyerne (mest relevante: Aarhus og Odense). Foredragene er henvendt til gymnasieelever og handler om vidt forskellige naturvidenskabelige emner.
Læs mere og find program her: Aarhus, Odense.
Latin C
Latin
Faget
Der er en beskrivelse af faget på vej.
Undervisningen
En beskrivelse af hvordan undervisningen foregår er på vej.
Eksamen
Faget afsluttes med en mundtlig eksamen.
NV
NV - Naturvidenskabeligt grundforløb
Faget
NV er en forkortelse for Naturvidenskabeligt grundforløb. NV er en del af gymnasiets grundforløb og ligger derfor altid i det første halve år af gymnasieuddannelsen. NV er ikke et fag i sig selv, med en introduktion til de naturvidenskabelige fag, deres fællestræk og deres forskelligheder.
I gymnasiet varetages naturvidenskab af fagene biologi, fysik, kemi og naturgeografi, og det er derfor også disse fire fag, der udgør NV. Fagene er fælles om at iagttage og beskrive verden omkring os, samt lave hypoteser og teorier, som forklarer denne omverden.
Rigtigheden af disse hypoteser og teorier kan af- eller bekræftes via eksperimenter. At udtænke, afprøve og vurderer eksperimenter er derfor en stor del af undervisningen i NV.
Undervisningen
Undervisningen vil være bygget op omkring et overordnet tema. I NV vil man alt efter om der er tale om biologi, fysik, kemi eller naturgeografi komme til at arbejde med det samme overordnede tema, men på forskellige måder og med forskellige indfaldsvinkler.
Formålet med NV er netop at give indblik i de ligheder og forskelligheder, der er mellem de naturvidenskabelige fag, samt at vise, hvordan fagene kan støtte hinanden og give større forståelse for et fælles tema.
Forløbet afsluttes med, at der skrives en rapport over et eller flere af de udførte eksperimenter. Rapporten diskuteres med en lærer ved en kort samtale, og der gives herefter en karakter for hele forløbet.
Dansk A
Dansk
Faget
Dansk på gymnasiet minder på mange måder om dansk i folkeskolen og er en fortsættelse af det, du tidligere har arbejdet med der, blot på et andet niveau.
Dansk er et obligatorisk A-fag, og det betyder, at du skal have dansk alle tre år på gymnasiet.
Faget dækker tre perspektiver: litteratur, sprog og medier, og det indgår ofte i tværfagligt samspil med andre fag.
Dansk er både et mundtligt og et skriftligt fag, og du vil derfor løbende blive bedre til at begå dig mundtligt samt skriftligt.
Undervisningen
I dansk arbejder vi med mange forskellige slags tekster. En tekst kan både være en novelle, et digt, en roman, en rap-tekst, en valgvideo, en reklame(film), en kortfilm, en politisk tale etc.
Vi arbejder med analyse, fortolkning, perspektivering og diskussion eller vurdering af teksterne. Du lærer både at gå i dybden med tekster og at danne dig et overblik over de sammenhænge, som teksterne indgår i, fx litteraturhistorisk, kulturelt eller psykologisk.
På gymnasiet har vi meget fokus på faglige begreber, og du skal lære hvordan og hvornår, man bruger forskellige læsemetoder og teorier.
I løbet af de tre år kan du komme til at arbejde med emner som kommunikation, journalistik, kortfilm, retorik, modernisme, gys og ondskab, politiske taler, litterære perioder som romantikken og det moderne gennembrud, genrer som fantasy eller krimi etc.
Den mundtlige del af faget lærer dig at holde oplæg, at tale overbevisende og at argumentere fagligt.
Den skriftlige del af faget lærer dig at skrive struktureret, sammenhængende og fagligt, og fagets tre skriftlige genrer afspejler undervisningens indhold. Du kommer til at lære at skrive inden for fagets tre skriftlige eksamensgenrer, nemlig den analyserende artikel, debatterende artikel og reflekterende artikel.
Eksamen
Du kan blive udtrukket til at komme op i mundtlig dansk på A-niveau efter de tre år i gymnasiet. Til den mundtlige prøve trækker du en ukendte tekst, som du derefter har en times forberedelse til at lave en analyse af ud fra eksamensspørgsmålets anvisninger.
Den skriftlige eksamen i dansk på A-niveau er obligatorisk for alle og er en digital prøve á fem timers varighed. Du får et elektronisk stilesæt med fem opgaver, du kan vælge mellem inden for fagets tre skriftlige genrer.
Historie A
Historie
Faget
Historie handler om fortiden, men udgør i lige så høj grad en bestemt måde at tænke på. Man kan sammenligne det med den måde en detektiv, en advokat eller en journalist arbejder på: Man finder et emne, som man gerne vil undersøge nærmere. Det kunne fx være, hvordan vi egentlig har fået demokrati i Danmark? Hvilken betydning har det for os i dag og fremover?
Historie er et obligatorisk A-niveau fag. Det betyder, at du skal have historie på alle tre klassetrin i gymnasiet. Faget er med til at skabe kontinuitet og sammenhæng i gymnasieforløbet på tværs af studieretninger og valgfag.
Undervisningen
I historietimerne er vi drevet af nysgerrighed. Når vi arbejder med historiske kilder, bruger vi vores sunde fornuft. Det kalder vi inden for historiefaget for kildekritik. Kildekritik er fagets metode.
Vores materiale består ofte af tekster. Det kan være fremstillinger og kilder, fx øjenvidneberetninger fra en bestemt begivenhed. Men vi inddrager også andet materiale som fx billeder, film, musik, udstillinger, bygninger eller landskaber i undervisningen.
I teorien beskæftiger vi os i historie med hele kloden. I praksis arbejder vi oftest med den vestlige verdens historie med indblik til Danmark, eller Danmarks historie med udsyn til verden.
Vi beskæftiger os med materiale helt tilbage fra de første skrevne kilder og frem. Det vil med andre ord sige fra antikken og vikingetiden til i går, ja måske endda til for et øjeblik siden.
I historie arbejder vi også med aktuelle begivenheder og hændelser. Vi tager fat i det, som sker lige nu. Hvorfor finder det arabiske forår sted, og hvordan vil det udvikle sig? Eller hvorfor er den danske velfærdsstat til debat, og hvem er i dag solidarisk med projektet?
Eksamen
Det er ikke sikkert, at du kommer til eksamen i historie. Hvis du gør, vil eksamen være mundtlig.
Matematik B
Matematik
Faget
Matematik er fundamentet i enhver kulturs udvikling.
Matematik er derfor et fag, hvor du får en forståelse for systematikken mellem forskellige observationer fra dagligdagen, som fører til et højere abstraktionsniveau. Faget bygger på modelbeskrivelser, forståelse og behandling af ting, som vi møder i vores hverdag. Det kunne være alt lige fra et økonomiske perspektiv med renteberegning til arkitektens geometriske konstruktioner.
Via matematikundervisningen får du en højere indsigt i anvendelsen af logisk argumentation. På C-niveau er der fokus på regningsarterne, trigonometri, ligninger, sammenhænge, funktioner og statistik. På B-niveau tilføjes differential- og integralregning samt statistiske modeller og test. På A-niveau beskæftiger vi os desuden med vektorer, differentialligninger og differentialligningsmodeller.
Undervisningen
I matematikundervisningen veksler vi mellem tavleundervisning, opgaveregning, gruppearbejde, fremlæggelser, praktiske forsøg etc.
På Rødkilde Gymnasium anvender og underviser vi i brugen af CAS-værktøjer på computeren.
Vi anvender pt wordmat. Desuden er det nødvendigt, at du har en lille lommeregner, der kan regne med Cosinus, Sinus og Tangens, da computeren ikke altid er hensigtsmæssig at bruge i matematik.
Også skriftligt arbejde er en vigtig del af matematikundervisningen. Det skriftlige arbejde består af hjemmeopgaver, som træner dig i at forstå og løse forskellige opgavetyper. Opgaverne kan variere fra den traditionelle skriftlige aflevering til video-optagelser af fremlæggelser ved en tavle.
I løbet af skoleåret vil du desuden skulle skrive rapporter over forløb. Rapporterne vil blive opgivet til en eventuel mundtlig eksamen. Et eksempel på indholdet i en rapport kunne være, hvorvidt der er fattigdom i Danmark med inddragelse af autentisk statistisk materiale.
Eksamen
Har du matematik på C-niveau, kan du komme op til mundtlig eksamen.
På B- og A-niveau kan du komme til mundtlig og/eller skriftlig eksamen. Eksamen varer fire timer på B-niveau med en time uden hjælpemidler. Derefter følger tre timer med alle tilladte hjælpemidler. På A-niveau varer eksamen fem timer med en time uden hjælpemidler og fire timer med alle tilladte hjælpemidler.
Den mundtlige eksamen i matematik tager udgangspunkt i det gennemgåede stof fra den daglige undervisning. Eksamensspørgsmålene kender du på forhånd i deres fulde længde og senest fem hverdage før eksamensstart. Der er 24-30 minutter til både forberedelse, eksamination og bedømmelse.
Idræt C
Idræt
Faget
Det specielle ved idræt er primært det fysiske element og glæden ved at bevæge sig.
I idræt arbejdes der inden for 3 hovedområder boldspil, musik og bevægelse, klassiske og nye idrætter, således at der i undervisningen er stor alsidighed og Rødkildes gode placering og faciliteter udnyttes.
Elevernes fysiske og sundhedsmæssige udvikling følges i alle 3 gymnasieår via 2 årlige sundhedsprofiler og AT-forløb.
Konkurrence og socialt samvær klasserne imellem sættes i fokus på den årlige idrætsdag, som byder på mange spændende og alternative aktiviteter.
Undervisningen
Elevernes største mulighed for at dyrke deres interesse for idræt sker via idræt B-holdene i studieretningerne eller valgholdene. Eleverne beskæftiger sig med den nyeste viden inden for idræt og prøver idrætsmæssig formåen i forskellige idrætsgrene såsom parkour, ishockey, klatring, dans mv. På idræt B går praksis og teori hånd i hånd, hvorimod det på idræt c hovedsageligt er det praktiske der er i hovedsædet.
Uanset om man har idræt på C- eller B-niveau, så vil man i undervisningen møde stor alsidighed i aktiviteter såvel som faciliteter. Der er aktiviteter på Vejle Fjord såsom (polo)kajakker, orienteringsløb i Nørreskoven, en tur på forhindringsbanen eller andre spændende aktiviteter i hallen eller på boldbanerne.
For at styrke og bakke op om elevernes sundhed har Rødkilde en fitnessforening, hvor eleverne for et mindre beløb kan benytte fitnesslokalet. Derudover er der mulighed for at deltage i frivillig idræt samt turnering i f.eks. fodbold og deltagelse i Vejle Løbet.
Læs også om Eliteidræt på Rødkilde
Eksamen
Der er eksamen i idræt på C-niveau for de elever, der er startet på STX-uddannelsen i 2017 eller derefter. Alle elever med idræt på B-niveau skal til eksamen.
Samfundsfag C
Samfundsfag
Faget
I samfundsfag beskæftiger vi os med sociologi, økonomi, politik og udland.
Faget spænder over emner så forskellige som magt og demokrati, identitetsdannelse, fattigdom og globalisering. Vi undersøger fx arbejdsløsheden i Danmark og andre lande. I den forbindelse finder vi ud af, hvorfor denne især rammer unge, og hvad det at være arbejdsløs betyder for de lediges identitet. Vi kunne også diskutere, hvilken politik Danmark eller EU kunne føre for at løse flygtningeproblemet, den stigende frygt for terrorisme, eller andre aktuelle problemstillinger.
Vi arbejder i høj grad undersøgende i samfundsfag: vi møder og studerer virkelighedens samfund på internettet, i nyhedsudsendelser og aviser.
Desuden tager vi på ekskursioner i samfundsfag, hører foredrag og bruger vores viden til at diskutere problemstillinger, anskue en sag fra flere sider og blive klogere på et emne.
Vores vigtigste redskaber til at undersøge og diskutere problemstillinger med er teorier og begreber inden for de fire discipliner, som samfundsfag består af: sociologi, politik, økonomi og international politik.
Undervisningen
I samfundsfag vil der ofte være forskellige opfattelser af et emne.
Problemstillinger er sjældent entydige. Derfor må vi ofte inddrage flere discipliner for at komme til bunds i et emne. Undersøger vi fx arbejdsløshed blandt unge, vil både disciplinerne sociologi, politik og økonomi indgå i undervisningen.
Når vi diskuterer samfundsmæssige forhold, kan vi også støde ind i modsætninger og paradokser. Fx kan vi i samfundsfag beskæftige os med det paradoksale i, at regeringen har et mål om, at 95% af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse samtidig med, at der skæres ned i SU'en. Eller vi kunne undersøge, hvordan der kan være fattigdom i Danmark, når vi har en af verdens højeste skatteprocenter.
I samfundsfag er emnerne mange, og den gode diskussion er essentiel i undervisningen.
Eksamen
Til eksamen i samfundsfag skal du vise, at du ved noget om det udtrukne emne eller projekt.
Du skal vise, at du kan bruge og analysere de forskellige materialer, der indgår i opgavesættet. Materialet vil bestå af artikler, statistikker o.l. Eksamensemnerne har vi har arbejdet med i undervisningen, men selve eksamensmaterialet er ukendt. Du får på den måde mulighed for at vise din evne til at tilegne dig nyt stof. Desuden får du vist, at du gennem samfundsfagsundervisningen er blevet i stand til at undersøge og diskutere et ukendt materiale ved hjælp af de begreber og teorier, du kender fra undervisningen.
Hvis du skal til mundtlig eksamen i samfundsfag på C-niveau, får du stillet specifikke spørgsmål til max to siders bilag. Bilaget vil typisk være en avisartikel, en tabel eller en model. Du har nu 48 minutter til at forberede besvarelsen og 24 minutter til selve den mundtlige eksamination.
Til eksamen i samfundsfag på B- og A-niveau trækker du et bilagsmateriale på 10-15 sider. Herefter har du 24 timer til at udarbejde en synopsis på grundlag af materialet og din øvrige viden fra undervisningen. Selve eksamen består i, at du først fremlægger din synopsis. Bagefter skal du føre en faglig dialog med eksaminator på grundlag af den mundtlige fremlæggelse. Du skal desuden kunne perspektivere eksamensmaterialet til de problemstillinger, du kender fra undervisningen.
Har du samfundsfag på A-niveau, kan du også komme til skriftlig eksamen. Denne består af en times gruppeforberedelse efterfulgt af fem timers individuel opgaveskrivning. Eksamen består af en fællesdel med tre små opgaver og tre delopgaver. Du skal her vælge én delopgave at besvare. I eksamenssættet indgår forskellige bilag. Du skal vise, at du kan aflæse, dokumentere og argumentere for dine synspunkter ved hjælp af din faglige viden. Du skal desuden vise, at du er i stand til at formulere dig på en velstruktureret og sammenhængende måde.
Religion C
Religion
Faget
Religion er et aktuelt og relevant fag i mange forskellige sammenhænge.
Næsten dagligt er der historier i medierne, der omhandler religionsfaglige emner. Religion spiller også en rolle i de politiske værdidebatter. Et eksempel er debatten om hjælp til flygtninge, hvor det diskuteres i medierne, hvad næstekærlighed er/hvem ens næste er. Et andet eksempel kunne være den aktuelle debat om vielse af homoseksuelle og kirkens holdning til dette. Det kan også være religionens betydning for valget i USA.
Også nye teknologiske muligheder inden for bl.a. sundhedsvæsenet er med til at skabe etiske dilemmaer. Og globaliseringens kulturmøder skaber nogle gange konflikter, som vi i religion kan beskæftige os med.
I religion får du viden til bedre at kunne forstå og diskutere forskellige etiske og kulturelle problemstillinger. Du bliver klædt på til bedre at kunne begå dig i et globaliseret og multireligiøst samfund.
Faget religion er ikke-forkyndende. Der er tale om en videnskabelig og dermed objektiv tilgang til religioner. Igennem undervisningen vil du få en viden om forskellige religioner og dermed mulige forklaringer på, hvorfor mennesker handler som de gør.
Religion er obligatorisk på C-niveau i enten 2.g eller 3.g i gymnasiet. Eller du kan også vælge religion på B-niveau som valgfag i mange studieretninger.
For nærmere information klik her
Undervisningen
I religionsundervisningen på C-niveau bliver du undervist i mindst fire emner.
Kristendom og islam er obligatoriske emner. Ellers kunne emnerne være jødedom, hinduisme eller buddhisme. Det kunne også være en helt fjerde religion eller et emne inden for etik, filosofi eller religionskritik.
I religion på b-niveau fordyber vi os endnu mere i religionerne, og der er her plads til hovedværklæsning, hvor vi læser og analyserer længere uddrag fra fx Bibelen, Koranen eller hinduistiske skrifter. Du lærer desuden at anvende religionsfaglige teorier. Du får her bedre mulighed for at arbejde selvstændigt med flere projektorienterede forløb. Du skal bl.a. udarbejde en projektopgave, som danner grundlag for eksamen i faget.
Hinduisme eller buddhisme er obligatorisk som emne i religion på B-niveau. Ud over emnelæsning tager vi på ekskursioner eller laver feltarbejde. Vi kunne fx arbejde inden for områderne konvertering (omvendelse), naturfolks religion, konflikten i Mellemøsten med fokus på Jerusalem i jødedom, kristendom og islam, buddhisme i den vestlige verden eller kulturmødet mellem islam og vesten.
Eksamen
Hvis du kommer til eksamen i religion på C-niveau, vil prøven være mundtlig.
Selve eksaminationen varer 24 minutter. Forinden har du 24 minutters forberedelsestid. Her skal du forberede et eksamensspørgsmål på baggrund af et ukendt materiale på max 1.5 normalside. Til eksamen er det din opgave at karakterisere, analysere, fortolke og perspektivere eksamensmaterialet. Du skal i den forbindelse bruge religionsfaglige begreber og metoder, som du kender fra undervisningen.
I religion på B-niveau er eksamen også mundtlig. Her varer selve eksaminationen 30 minutter. Grundlaget for eksamen er en ukendt tekst på to sider. Desuden skal du præsentere det projekt, du har udarbejdet i løbet af skoleåret.
Oldtidskundskab C
Oldtidskundskab
Hvorfor spiller vi stadig græske tragedier på vores teatre, studerer græsk filosofi og græske templer? Hvorfor er oldtidens værker blevet "klassikere", som vi stadig kan lære noget af, og hvilken betydning har antikken haft for vores måde at tænke på?
Oldtidskundskab giver dig en bred kulturhistorisk viden og gør dig i stand til at se de lange linjer og forbindelser i europæisk kultur.
Faget
Faget handler om den græske og romerske oldtid og de to kulturers betydning for europæisk kultur. Vi læser en række oversatte græske og romerske tekster, der alle har det til fælles, at de har præget den europæiske kultur frem til i dag. Du vil bl.a. stifte bekendtskab med Homers heltedigte om den trojanske krig, de græske tragedier, græsk filosofi og retorik. Desuden vil vi også studere antikkens kunst, dens skulpturer, vaser eller arkitektur. Det er målet med undervisningen, at du både kan analysere og fortolke de antikke tekster og monumenter og samtidigt kan forklare, hvordan de har præget den europæiske kultur.
For nærmere information klik her.
Undervisningen
I oldtidskundskab arbejdes der således med:
- antikkens historie, filosofi, samfund og kultur
- antikkens kunst og arkitektur herunder specielt virtuelle forløb
- eksempler på antikkens indflydelse på f.eks. det moderne demokrati
- perspektiver til renæssancen, oplysningstiden og moderne tid
Samarbejde med andre fag
Som et fag, der omhandler grundlaget for den europæiske kultur litterært, videnskabeligt, filosofisk og kunstnerisk har oldtidskundskab mange muligheder for at indgå i samspil med andre fag i studieretningerne og i almen studieforberedelse.
Eksamen
Man bliver løbende evalueret af sin lærer. Eksamen er mundtlig. Du eksamineres i en af de antikke tekster (ca. 1 s.), vi har gennemgået, samt enten en efterantik tekst (2-5 s.), du ikke har set før eller 1 antikt monument, suppleret med 3 ukendte efterantikke monumenter. Du har 1 times forberedelse, og eksaminationen varer ca. 25 min.
Matematik
Faget
Matematik er fundamentet i enhver kulturs udvikling.
Matematik er derfor et fag, hvor du får en forståelse for systematikken mellem forskellige observationer fra dagligdagen, som fører til et højere abstraktionsniveau. Faget bygger på modelbeskrivelser, forståelse og behandling af ting, som vi møder i vores hverdag. Det kunne være alt lige fra et økonomiske perspektiv med renteberegning til arkitektens geometriske konstruktioner.
Via matematikundervisningen får du en højere indsigt i anvendelsen af logisk argumentation. På C-niveau er der fokus på regningsarterne, trigonometri, ligninger, sammenhænge, funktioner og statistik. På B-niveau tilføjes differential- og integralregning samt statistiske modeller og test. På A-niveau beskæftiger vi os desuden med vektorer, differentialligninger og differentialligningsmodeller.
Undervisningen
I matematikundervisningen veksler vi mellem tavleundervisning, opgaveregning, gruppearbejde, fremlæggelser, praktiske forsøg etc.
På Rødkilde Gymnasium anvender og underviser vi i brugen af CAS-værktøjer på computeren.
Vi anvender pt wordmat. Desuden er det nødvendigt, at du har en lille lommeregner, der kan regne med Cosinus, Sinus og Tangens, da computeren ikke altid er hensigtsmæssig at bruge i matematik.
Også skriftligt arbejde er en vigtig del af matematikundervisningen. Det skriftlige arbejde består af hjemmeopgaver, som træner dig i at forstå og løse forskellige opgavetyper. Opgaverne kan variere fra den traditionelle skriftlige aflevering til video-optagelser af fremlæggelser ved en tavle.
I løbet af skoleåret vil du desuden skulle skrive rapporter over forløb. Rapporterne vil blive opgivet til en eventuel mundtlig eksamen. Et eksempel på indholdet i en rapport kunne være, hvorvidt der er fattigdom i Danmark med inddragelse af autentisk statistisk materiale.
Eksamen
Har du matematik på C-niveau, kan du komme op til mundtlig eksamen.
På B- og A-niveau kan du komme til mundtlig og/eller skriftlig eksamen. Eksamen varer fire timer på B-niveau med en time uden hjælpemidler. Derefter følger tre timer med alle tilladte hjælpemidler. På A-niveau varer eksamen fem timer med en time uden hjælpemidler og fire timer med alle tilladte hjælpemidler.
Den mundtlige eksamen i matematik tager udgangspunkt i det gennemgåede stof fra den daglige undervisning. Eksamensspørgsmålene kender du på forhånd i deres fulde længde og senest fem hverdage før eksamensstart. Der er 24-30 minutter til både forberedelse, eksamination og bedømmelse.