Tysk

Hvorfor tysk?

Der er mange gode grunde til at lære tysk. Tyskland er et stort sprog i EU, Tyskland er et vigtigt land i Europas centrum med stor historisk, kulturel og økonomisk betydning, og Tyskland er en af Danmarks største og vigtigste handelspartner.

Tysk tales som modersmål af ca. 100 millioner indbyggere i vores nabolande. Det er derfor et vigtigt kommunikationssprog for det danske erhvervsliv. 

Gode tyskkundskaber kan åbne døre og nye muligheder, som du måske ikke er opmærksom på lige nu: f.eks. muligheden for at studere eller arbejde i Tyskland eller andre tysksprogede lande.

På Goethe-Instituttets hjemmeside kan du læse mere om, hvorfor man skal lære tysk, når alle taler engelsk: ”Deutsch ist ein Plus”.

Tysk på Rødkilde Gymnasium

På Rødkilde Gymnasium kan du vælge tysk fortsættersprog på B-niveau eller på A-niveau. Har du valgt tysk på B-niveau, kan du i de fleste studieretninger vælge at løfte tysk B til tysk A, så du fortsætter med tysk i 3.g.

Her kan du læse mere om tysk på B-niveau og tysk på A-niveau: Se lærerplanerne her

Hamburger Hafen Hamburger Hafen

Undervisningen

Tyskundervisninger begynder med et grundforløb, der skaber en god overgang fra folkeskolen. Her vil du typisk arbejde videre med kendte emner, som f.eks. ”Familie” og ”Jugend”, så du kan støtte dig til et ordforråd, du kender i forvejen.

I grundforløbet har du også god mulighed for at få genopfrisket din viden om sproget og grammatikken.

I tysk lærer du først og fremmest at bruge sproget, dvs. at læse, lytte, tale og skrive, så du kan forstå tysk og kommunikere på tysk. 

Undervisningen er bygget op omkring forskellige emner, der giver dig indsigt i og viden om Tysklands og tysktalende landes kultur, historie og samfund set i et internationalt perspektiv – Tyskland som europæisk og global medspiller.

Nogle emner kan være: Das multikulturelle Deutschland, Liebe, Anderssein, Reise, Märchen, Sport, Das moderne Leben, Das Dritte Reich, Die DDR og Musik for at nævne en håndfuld.

I arbejdet med emnerne indgår mange forskellige tekster, f.eks. ældre og især nyere litteratur, film, fjernsyn, sportsudsendelser, (net-)artikler, blogs, billeder, musik og kunst.

Arbejdet med teksterne støttes af arbejde med sproget, ordforrådet og grammatikken gennem forskellige arbejdsformer og øvelser, der er med til at udvikle dit mundtlige og skriftlige tysk.

På A-niveau i 3.g bygger du videre på det, du har lært på tysk B-niveau, men på A-niveau vil du kunne fordybe dig og opnår et endnu højere sprogligt niveau.

Du vil blive bedre til at udtrykke dig på tysk, både skriftligt og mundtligt, og du vil få mere indsigt i forhold i de tysktalende lande – og dermed blive endnu bedre klædt på til at kunne bruge tysk efter gymnasiet.

En vigtig forskel på B- og A-niveau er, at det skriftlige arbejde vil fylde mere i den daglige undervisning. En central lighed er, at man på A-niveau også arbejder med emner.

Du får både en mundtlig og en skriftlig karakter på B-niveau, men du kan kun komme til mundtlig eksamen efter 2.g.

Du får både en mundtlig og en skriftlig karakter på A-niveau, og du kan komme til både mundtlig og skriftlig eksamen efter 3.g.

I tysk er der mange muligheder for samarbejde med andre fag, f.eks. sprog, musik, drama, historie og samfundsfag. Der er også muligheder for at tone emner og tekster, så de spiller sammen med den studieretning, du har valgt.

Brandenburger Tor  Brandenburger Tor

Mere tysk? 

Har du brug for ekstra hjælp, vil du altid kunne få den, bl.a. i studiecaféen.

Du kan også vælge tysk gennem "individuel tid".

Er du særligt interesseret i tysk, kan du også tage en international eksamen og opnå et Goethe-Zertifikat. Goethe-Zertifikat er et internationalt kendt og anerkendt bevis, og det findes på alle sproglige niveauer efter EU's retningslinjer (fra A1 til C2).

På Rødkilde Gymnasium er tilbuddet åbent for alle elever, typisk på niveau B2.

Du kan bruge prøvebeviset over hele verden, når du skal søge job eller studere i udlandet. Rødkilde betaler for undervisningen, mens du selv afholder gebyret for prøven.

Du kan få flere oplysninger om Goethe-Zertifikat ved at kontakte Christina Beck Nielsen eller Marie Søgaard Thellesen.

Du kan også læse mere om Goethe-Zertifikat her