Religion

Faget

Religion er et aktuelt og relevant fag i mange forskellige sammenhænge.

Næsten dagligt er der historier i medierne, der omhandler religionsfaglige emner. Religion spiller også en rolle i de politiske værdidebatter. Et eksempel er debatten om hjælp til flygtninge, hvor det diskuteres i medierne, hvad næstekærlighed er/hvem ens næste er. Et andet eksempel kunne være den aktuelle debat om vielse af homoseksuelle og kirkens holdning til dette. Det kan også være religionens betydning for valget i USA.

Også nye teknologiske muligheder inden for bl.a. sundhedsvæsenet er med til at skabe etiske dilemmaer. Og globaliseringens kulturmøder skaber nogle gange konflikter, som vi i religion kan beskæftige os med.

I religion får du viden til bedre at kunne forstå og diskutere forskellige etiske og kulturelle problemstillinger. Du bliver klædt på til bedre at kunne begå dig i et globaliseret og multireligiøst samfund.

Faget religion er ikke-forkyndende. Der er tale om en videnskabelig og dermed objektiv tilgang til religioner. Igennem undervisningen vil du få en viden om forskellige religioner og dermed mulige forklaringer på, hvorfor mennesker handler som de gør.

Religion er obligatorisk på C-niveau i enten 2.g eller 3.g i gymnasiet. Eller du kan også vælge religion på B-niveau som valgfag i mange studieretninger. 

For nærmere information klik her

Undervisningen

I religionsundervisningen på C-niveau bliver du undervist i mindst fire emner.

Kristendom og islam er obligatoriske emner. Ellers kunne emnerne være jødedom, hinduisme eller buddhisme. Det kunne også være en helt fjerde religion eller et emne inden for etik, filosofi eller religionskritik.

I religion på b-niveau fordyber vi os endnu mere i religionerne, og der er her plads til hovedværklæsning, hvor vi læser og analyserer længere uddrag fra fx Bibelen, Koranen eller hinduistiske skrifter. Du lærer desuden at anvende religionsfaglige teorier. Du får her bedre mulighed for at arbejde selvstændigt med flere projektorienterede forløb. Du skal bl.a. udarbejde en projektopgave, som danner grundlag for eksamen i faget.

Hinduisme eller buddhisme er obligatorisk som emne i religion på B-niveau. Ud over emnelæsning tager vi på ekskursioner eller laver feltarbejde. Vi kunne fx arbejde inden for områderne konvertering (omvendelse), naturfolks religion, konflikten i Mellemøsten med fokus på Jerusalem i jødedom, kristendom og islam, buddhisme i den vestlige verden eller kulturmødet mellem islam og vesten.

Eksamen

Hvis du kommer til eksamen i religion på C-niveau, vil prøven være mundtlig.

Selve eksaminationen varer 24 minutter. Forinden har du 24 minutters forberedelsestid. Her skal du forberede et eksamensspørgsmål på baggrund af et ukendt materiale på max 1.5 normalside. Til eksamen er det din opgave at karakterisere, analysere, fortolke og perspektivere eksamensmaterialet. Du skal i den forbindelse bruge religionsfaglige begreber og metoder, som du kender fra undervisningen.

I religion på B-niveau er eksamen også mundtlig. Her varer selve eksaminationen 30 minutter. Grundlaget for eksamen er en ukendt tekst på to sider. Desuden skal du præsentere det projekt, du har udarbejdet i løbet af skoleåret.

Læs læreplanen for 2017 her