Oldtidskundskab

Hvorfor spiller vi stadig græske tragedier på vores teatre, studerer græsk filosofi og græske templer? Hvorfor er oldtidens værker blevet "klassikere", som vi stadig kan lære noget af, og hvilken betydning har antikken haft for vores måde at tænke på?

Oldtidskundskab giver dig en bred kulturhistorisk viden og gør dig i stand til at se de lange linjer og forbindelser i europæisk kultur.

Faget

Faget handler om den græske og romerske oldtid og de to kulturers betydning for europæisk kultur. Vi læser en række oversatte græske og romerske tekster, der alle har det til fælles, at de har præget den europæiske kultur frem til i dag. Du vil bl.a. stifte bekendtskab med Homers heltedigte om den trojanske krig, de græske tragedier, græsk filosofi og retorik. Desuden vil vi også studere antikkens kunst, dens skulpturer, vaser eller arkitektur. Det er målet med undervisningen, at du både kan analysere og fortolke de antikke tekster og monumenter og samtidigt kan forklare, hvordan de har præget den europæiske kultur.

For nærmere information klik her.


Undervisningen

I oldtidskundskab arbejdes der således med:

- antikkens historie, filosofi, samfund og kultur
- antikkens kunst og arkitektur herunder specielt virtuelle forløb
- eksempler på antikkens indflydelse på f.eks. det moderne demokrati
- perspektiver til renæssancen, oplysningstiden og moderne tid

Samarbejde med andre fag

Som et fag, der omhandler grundlaget for den europæiske kultur litterært, videnskabeligt, filosofisk og kunstnerisk har oldtidskundskab mange muligheder for at indgå i samspil med andre fag i studieretningerne og i almen studieforberedelse.

Athenes tempel på Akropolis


Eksamen

Man bliver løbende evalueret af sin lærer. Eksamen er mundtlig. Du eksamineres i en af de antikke tekster (ca. 1 s.), vi har gennemgået, samt enten en efterantik tekst (2-5 s.), du ikke har set før eller 1 antikt monument, suppleret med 3 ukendte efterantikke monumenter. Du har 1 times forberedelse, og eksaminationen varer ca. 25 min.

Læs læreplanen for 2017 her