Udvekslingselever 2017-2018
Anna-Lena (kaldet Lena) er en pige på 16 år fra Tyskland. Hun er en meget social og udadvendt person, der altid meget gerne vil snakke. I sin fritid spiller hun håndbold, danser og er sammen med sine venner, og hun glæder sig rigtig meget til sit udvekslingsår på Rødkilde!
Smilla er 16 år og fra Tyskland. Hun er vild med at være sammen med sine venner og at dyrke sport, og derudover spiller hun trompet. Hun kommer ud af en stor søskendeflok på otte, og hun er glad og lykkelig for at have fået muligheden for at komme et år på udveksling til Danmark.
Tienkaew (kaldet Pang) er 16 år og fra Thailand. Hun elsker musik, at synge og at lave mad. Hun finder sprog utroligt fascinerende og kan godt li’ at udvikle sine sprogkundskaber. Hun håber på at få mange danske venner!
Joseph er 17 år og fra Sardinien i Italien. Han er meget udadvendt og snakkende og kan godt li’ at møde nye mennesker. I sin fritid dyrker han masser af sport, hører musik, læser og ser tv-serier, og han er meget opsat på at blive endnu bedre til engelsk under sit udvekslingsophold.
Thanaporn (kaldet Ping) er 17 år og fra Thailand. Hun er vild med at spille tennis og at se film, læse bøger og høre musik. Hun vil gerne møde en masse mennesker under sit udvekslingsophold, og alle er meget velkomne til at tale med hende og lære hende at kende!
María (kaldet Nacha) er 15 år og fra Chile. Hun kommer fra en madelskende familie, hvor begge forældre er kokke, og hvor man derfor ofte samles over måltider og hygger sig. I sin fritid læser hun, ser film og tv-serier eller er sammen med sine venner, som hun har mange af, selvom hun umiddelbart godt kan virke lidt genert, når man møder hende første gang.
Rachele er 16 år og fra Italien. Hun er en meget social og åben pige, som er vild med at være i godt selskab af venner og familie. Hun er gymnast og kan derudover godt li’ at bruge sin fritid på at se film og at læse.
Alessia er 16 år og fra Italien. Hun er ikke så sportsinteresseret, men til gengæld er hun meget glad for musik og sang, og hun har lært sig selv at spille guitar. Hun er også meget social og er glad for at være sammen med sine venner, og hun tror, at det bliver en god og spændende, men også hård udfordring at være på udveksling i Danmark.